Skip to main content

Hvem er Hejnsvig IF

Den 26. september 1881 startede HIF som en ren skytteforening under Vejle Amts Skytteforening. Foreningen var kun for mandlige medlemmer.  I slutningen af 1890-erne kom der også en gymnastikafdeling i klubben og omkring 1900 dukker de første kvindelige gymnaster op i foreningen. Skytteaktiviteten blev efterhånden lagt på hylden og foreningen gik over til at være en idrætsforening.

På HIF`s fane sidder der en fodboldplatte fra 1916, og det er sikkert omkring det tidspunkt, fodbolden ”kommer til” Hejnsvig.

Håndbolden kommer til i 30`erne, men i 1961-62 bliver HIF og Hejnsvig KFUM`s idrætsforening enige om, at HIF får fodboldafdelingen alene, mens KFUM overtaget håndboldafdelingen.

Badminton bliver en del af foreningen i 50`erne, men i 1997 melder de sig ud og danner deres egen forening.

I 1983 blev HIF og KFUM´s Idrætsforening enige om, at HIF skulle købe KFUM`s halvdel af forsamlingshuset. Huset blev i 1990 renoveret af frivillige og foreningen FV90 (Forsamlingshusets venner) blev en del af HIF.

Svømmeafdelingen startede op, da svømmehallen i Vorbasse blev bygget og i de senere år er der kommet flere afdelinger under HIF bl.a. indendørs hockey og Esport.

De første baner, som HIF brugte lå ude på Mejerivej 8, hos Skovlund. Den 3.juni 1943 havde man indvielse af et ”idrætshus” på stedet, før i tiden klædte man om i hegnet, så det var et stort fremskridt. ”Idrætshuset” flyttede med på Billundvej, da man i 50`erne anlagde 2 baner der.
I 1957, da man byggede klubhus, blev ”idrætshuset” lavet om til redskabsrum.

I 1980 opførte Grindsted Kommune det nuværende klubhus og nye baner kom til. Det er i de følgende år renoveret ude og inde og en legeplads ved cafeteriaet er skabt af frivillige hjælpere.

Fra 1881 til nu har der været mange ildsjæle, som har lagt et stort arbejde i HIF. til gavn for sognets beboere.

Blandt formændene i HIF kan nævnes;

  • Kristian Pedersen i Donslund: HIF´s første formand.

  • Karl Knudsen: ” Mr. Hejnsvig” eller bare Karl, som han i daglig tale blev kaldt. Han kom til HIF i begyndelsen af 1950erne og blev hurtig formand for foreningen. Formandsposten varetog han til marts 1997. Han viede hele sit liv til klubben. Indtil 1960 var han også ulønnet træner for herreholdene og mange fodboldbørn har haft Karl som træner gennem årene. Han var ude og se de fleste fodboldkampe, har købt mange is til sine ”fodboldbørn”, og nye fodboldstøvler i alle størrelser kunne man altid finde i hans bagagerum. Michael Laudrup skaffede han til Hejnsvig, bare for at ”hans børn” kunne få en autograf og en snak med deres idol. Han levede og åndede for HIF, og fik heldigvis også anerkendelse for sit store arbejde bl.a. Handelsbankens hæderspokal og JyskeVestkystens lederpokal i 1990.

  • Carsten Thomsen: Hans afløser på formandsposten blev Carsten Thomsen, som både havde været træner og holdleder i klubben, og formand for indefodboldudvalget i JBU Sydjylland.

  • Annie Madsen: Allerede i 1997 blev Annie Madsen den første kvinde, som fik JyskeVestkystens lederpokal for sit store arbejde i klubben, bl. a. som kampfordeler, formand for ungdomsafdelingen mm. Hun afløste Carsten Thomsen på formandsposten.